TANDBØRSTNING

Om tandbørstning

Børn og voksne i alle aldre bør børste tænder to gange dagligt med tandpasta med fluorid.

Har du et sundt og sygdomsfrit tandsæt, er det vigtigste forebyggende hjælpemiddel at børste tænder to gange dagligt med tandpasta med fluorid (før eller efter morgenmaden og før du sover).

Hvilken tandbørste skal du vælge?

Det er individuelt, hvilken tandbørste der fungerer bedst: En almindelig tandbørste eller en elektrisk tandbørste. Det er vigtigt, at tandbørsten er blød og har mange tætstillede børstehår. Hvis tandbørsten er for hård, kan det give sår på tandkødet. Det kan også medføre, at tandkødet trækker sig tilbage, og tænderne får slibeskader. Tandbørstens hoved skal ikke være for stort, for det skal kunne komme helt ind til de bagerste tænder i munden.

For nogle kan det være en fordel at bruge en tandbørste, der er smallere helt ude i spidsen og derved kan komme længere ind bagtil. Tandbørsten skal ligge godt i hånden, så du kan komme rundt alle steder i munden, også der hvor det er sværest at komme til. Mange bakterier trives i en fugtig tandbørste. Derfor er det vigtigt at skylle børsten grundigt efter tandbørstning og at ryste vandet af den, inden du sætter den til tørre med hovedet opad. Skift tandbørsten ud, når børstehårene begynder at sprede sig – typisk efter cirka tre måneder.

Hvis du har svært ved at børste tænderne helt rene med en almindelig tandbørste, fx på grund af alder eller sygdom, kan det være en fordel at bruge en elektrisk tandbørste. Børstehovedet er ofte lille, og de roterende bevægelser gør meget af arbejdet. Mange vælger at bruge en elektrisk tandbørste, fordi de synes, at tandbørstningen går lettere. Nogle el-tandbørster kan hjælpe dig med at huske, at tandbørstningen skal vare i to minutter, fordi de laver en særlig bevægelse, når der er gået to minutter. Men el-tandbørsten skal stadig anvendes korrekt for, at tandbørstningen bliver god nok.

Sådan børster du tænder

To minutters tandbørstning er som regel nok – brug evt. et stopur. Kig godt i spejlet og vær grundig, så du kommer rundt i alle kroge. Børst alle flader på alle tænder - foran, bagpå, i mellemrum og helt op til tandkødet, hvor der sidder en del bakterier. Det er vigtigt at få fluoren fra tandpastaen fordelt i munden.

Der er flere måder at børste tænder på - spørg evt. din tandlæge til råds. Bruger du en almindelig tandbørste, er gnubbemetoden effektiv (se Figur 2). Ved gnubbemetoden skal du holde tandbørsten vandret med fibrene pegende vinkelret mod tændernes flader, evt. let skrånende mod tandkødsranden. Børsten presses forsigtigt mod tænder og tandkød, og der udføres små gnubbende/ cirkulære/vibrerende bevægelser. Det er vigtigt, at tandbørstningen er rolig, og at du går systematisk frem, så alle tandflader børstes lige meget. Børster du for hårdt og med savebevægelser, skader du tandkødet, og du kan risikere at få slibeskader på tændernes emalje. Spyt overskydende tandpasta ud og undlad at skylle munden eller skyl kun med en smule vand.

Der er flere typer elektriske tandbørster på markedet. De skal bruges forskelligt, afhængigt af hvilket bevægelsesmønster de bruger. Få din tandlæge til at give dig specifik instruktion i, hvordan du bruger den.

Hvis du har caries

Har du caries, eller har du tidligere haft meget caries, som nu er behandlet med fyldninger, er det ekstra vigtigt at børste tænder grundigt to gange om dagen og eventuelt supplere med tandtråd. Har du usædvanlig stor cariesaktivitet, kan tandlægen udskrive en recept på en tandpasta, der har et ekstra højt indhold af fluorid.

Hvis du har parodontitis

Parodontitis er en betændelsestilstand i tændernes støttevæv, som bevirker, at vævet omkring tænderne nedbrydes. Resultatet er, at kæbeknoglen mindskes, og tandkødet kan også trække sig tilbage, så man får lange tænder og åbne mellemrum mellem tænderne. Tandkødet udfylder altså ikke hele tandmellemrummet. Sygdommen kan også medføre, at tænderne løsnes, og at de flytter sig. Har du parodontitis er det, udover de to daglige tandbørstninger, ekstra vigtigt at rense mellemrummene mellem tænderne, hvilket bedst gøres ved hjælp af en interdentalbørste.

Hvis du har kroner, broer og/eller implantater

Kroner er restaureringer, som er fremstillet for at genopbygge en ødelagt tand. Broer er restaureringer, som har til formål at erstatte en manglende tand. Implantater kan også erstatte en manglende tand. Fælles for disse restaureringer er, at de ofte har nogle kanter, som samler bakterier, der kan give caries i den naturlige del af tanden under kronen og/eller betændelse i tandkødet.

Har du kroner, broer og/eller implantater, er det vigtigt at rengøre grundigt omkring restaureringernes kanter. Det betyder, at det udover de to daglige tandbørstninger kan være vigtigt også at bruge supplerende hjælpemidler. Få din tandlæge til at udpege de steder, hvor det er vanskeligst at holde rent, hvilket hjælpemiddel du skal bruge, og hvordan du bedst bruger det.  

Læs mere om

Tandpasta

Læs mere om

Supplerende
hjælpemidler